Referat fra generalforsamlingen 2025
ORDINÆR GENERALFORSAMLING 2025
12. marts kl. 18 – Brøndbyvester skole
Dagsorden:
1. Valg af dirigent
2. Formandens beretning
3. Godkendelse af regnskab 2024
4. Godkendelse af budget 2025
5. Valg
a. Bestyrelsesmedlem: Carsten Enstrøm ønsker genvalg (2 år)
b. Bestyrelsesmedlem: Thomas Christensen ønsker genvalg (2 år)
c. Bestyrelsesmedlem: Bestyrelsen indstiller Patrick Hindberg (1 år)
d. 2 x suppleant: Flemming Hersig og Johnny Skjelmose ønsker genvalg
6. Indkomne forslag
7. Evt.
1.Velkommen og valg af dirigent
Michael bød velkommen og præsenterede dagsordenen og gik derefter til valg af dirigent.
Bestyrelsen peger på Heidi Sømmergaard. Der var ingen indvendinger så ordet blev givet videre til Heidi. Heidi takkede for valget og startede med at konstatere at generalforsamlingen er rettidigt indkaldt da indkaldelsen blev omdelt 8. februar. Hun gav herefter ordet til formanden.
2. Formandens beretning
Den sidste håndfuld år har der været sket rigtig meget i vores forening, men det er som om at det sidste år har været noget mere roligt end de foregående. Måske i takt med at byggeri og diverse ting er ved at nå sin ende, i hvert fald har der føltes lidt mere roligt den sidste periode.
Letbanen
Hvis vi starter med letbanen så er vi næsten i mål nu. Om få måneder køres der testkørsler og efter sommeren skal der startes rigtigt op. Det bliver spændende at se hvordan det påvirker hele området og også hvordan trafikken normaliserer sig.
Det sidste udestående vi har er grundskyld efter ekspropriationerne. Jeg har vist kedet jer med den sag de sidste mange år. Det er stadig ikke løst, men endelig er det i år lykkedes at få Brøndby Kommune til officielt at bekende sig til fejlen og dele et brev med alle berørte ejere i deres e-boks om hvad der skal ske. Svaret er stadig at det først løses ved de endelige ejendomsvurderinger og jeg er sikker på vi får vores sag om at sikre det til den tid stadig, men om ikke andet har folk da nu et officielt dokument på at ejendomsoplysningerne ikke stemmer.
Trafik og Parkering
I takt med at byggeri er faldet til ro i vores område, så har vi igen øget vores fokus på trafik og parkering op mod kommunen. Det er den slags ting som er meget trættende. Man skal spørge om det samme og rykke for de samme ting måned efter måned, men en gang imellem lykkes det så med noget et sted man kan glæde sig over.
Aktuelt er vores fokus rettet mod parkering omkring Folemarksvej, med udgangspunkt i hvordan den nye station påvirker det og så hastighed på vores veje generelt, hvor Kirkebakken/Kirkeskellet aldrig har fået nogle dæmpende foranstaltninger, men hvor Folemarksvej nok har bump, men generelt også køres stærkt der alligevel. Kommunen lovede sidste år nogle 40km/t sænkninger der ikke er sket, men også at vores område ville komme på deres observeringsliste dette forår. Det kommer vi naturligvis til at holde dem op på og så må vi se hvad der kommer ud af det.
Brøndby Fjernvarme
Som udgangspunkt er projektet om fjernvarme i vores område stemt ned. Det betyder dog ikke at det er helt dødt. Der er nogle steder hvor der var en nogenlunde tilslutning som gør at det kunne give mening at tilbyde noget til de der har ønsket det.
Brøndby Fjernvarme har arbejdet med nogle muligheder for mindre projekter som kan målrettes de steder hvor det er rentabelt og hvor eksisterende forhold gør at det heller ikke er det største projekt. Lige nu er den del dog gået i hårdknude mellem Brøndby Kommune og Brøndby Fjernvarme. Kommunen skal godkende de her delprojekter, men det har de ikke ville da de har ønsket det skal skabes som et helt nyt projekt igen, og det kræver at man bruger penge på at gøre det hele om én gang til.
Aktuelt er det en dialog mellem de to parter der skal enes om en vej frem for at vi ved hvad det betyder. Vi har gjort dem opmærksom på at jo længere tid der går, jo flere finder andre løsninger og så bliver de potentielle fjernvarme kunder færre. Vi prøver at presse alt vi kan med det udgangspunkt at så mange der gerne vil på fjernvarme ønsker vi skal få muligheden.
Lokalplaner
Brøndby kommune har haft rigtig stort fokus på lokalplaner og overholdelse heraf det sidste år. Det synes vi helt generelt er godt. Det har altid føltes underligt at vi har vejledt folk efter reglerne, men så har folk gjort hvad der passede dem og der har ingen konsekvens været. Så forsvinder meningen og vores vejledning ser underlig ud.
Vi har derfor i år brugt mere tid på at sikre alle kender reglerne ved at dele info, vejlede dem der spørger og har bistået i nogle af de sager med kommunen hvor der har været fejl fra kommunen omkring hvornår noget er opført. Fra os skal der lyde en klar opfordring til at følge reglerne og hvis I er i tvivl om noget så kom og spørg før I går i gang. Det virker som om kommunen hyppigt er rundt og tjekke, så I modtager en anmeldelse fra dem bagefter hvis I opfører noget ulovligt.
Arrangementer
Det er stadig en sand fornøjelse at være en del af vores sommerfest. Igen I år med rigtig mange deltagere i godt vejr. Særligt den grønne plæne hvor der kommer flere og flere børnefamilier til er virkelig hyggelig at opleve den dag. Og der var fuld fart på både ballonmand, ansigtsmaling og hoppeborg.
Vi gør selvfølgelig det hele en gang til sommer og håber at se en masse af jer. Kom endelig med gode idéer hvis der er noget I synes vi kan justere.
Vi fik også afholdt vores traditionsrige julehygge i Hindbergs carport. Det trækker aldrig helt den samme mængde mennesker og indrømmet så er det jo altså også lidt køligere og måske ikke helt så henvendt til børnene. Vi forsøger dog at holde fast i det fortsat og håber stadig at så mange så muligt vil bakke op om det.
Skulle der være nogle af jer der sidder inde med et ønske om et eller andet bestemt arrangement, så sig endelig til. Vi er måske lidt idéforladte i bestyrelsen, men så længe der er opbakning til det, vil vi gerne prøve med andre ting, så alle gode idéer modtages gerne.
Elektronisk kommunikation
Efter aftale på generalforsamlingen sidste år så har vi droppet den fysiske omdeling af et medlemsblad. I stedet har vi holdt det online. Jeg håber det stadig giver følelsen af at man får den information der er nødvendig, vi forsøger I hvert fald at dele hvad der er behov for via hjemmeside og Facebook. Men kom gerne med kommentarer hvis der opleves nogle mangler her.
Formanden overgav herefter beretningen til forsamlinger og dirigenten spurgte om der var spørgsmål.
Tina, Folemarksvej 101 spurgte om der kom fælleshegn ud til Ringvejen. Formanden fortalte at der tidligere havde været sendt en skrivelse rundt for at lodde stemningen om et fælles hegn og den var ikke til stede. Det er tilladt at sætte et hegn op i 1.80 meters højde uden at spørge kommunen men over dette skal retningslinjerne fra kommunen følges.
Der blev spurgt om reglen om høje træer indtil 10 meter fra letbanen stadig eksisterer, men det gør det ikke.
Herefter blev beretningen godkendt.
3. Godkendelse af regnskab 2024
Regnskabet blev gennemgået af kassereren og vedtaget
4. Godkendelse af budget 2025
Budgettet blev gennemgået og vedtaget
Der var dog en kommentar om vores store formue på 178.000 kr, om hvad den skulle bruges til, feks et kontingentfrit år? Hertil svarede formanden at vi ikke har nogen større arrangementer udover de sædvanlige i pipeline, men at vi var opmærksom på situationen.
Kassereren opfordrede til at overholde tidsfristen på kontingentindbetalingen hvilket de allerfleste også gør, men vi har desværre nogle stykker vi bruger en del tid på at inddrive kontingentet på. Kassereren nævnte i den forbindelse at det ikke er muligt at indbetale via MobilePay, som var efterlyst på forrige generalforsamling.
5. Valg
a. Bestyrelsesmedlem: Carsten Enstrøm ønsker genvalg (2 år) – valgt
b. Bestyrelsesmedlem: Thomas Christensen ønsker genvalg (2 år) – valgt
c. Bestyrelsesmedlem: Bestyrelsen indstiller Patrick Hindberg (1 år) – valgt
d. 2 x suppleant: Flemming Hersig og Johnny Skjelmose ønsker genvalg – valgt
6. Indkomne forslag
Der var ikke modtaget forslag fra medlemmerne og ingenting at behandle
7. Evt
Dirigenten spurgte om der var nogle afsluttende kommentarer eller spørgsmål. Formanden tog herefter ordet da vi skulle sige farvel til Heidi Sømmergaard der flytter fra foreningen. Han takkede hende for hendes indsats i bestyrelsen og ønskede hende god vind fremover. Herefter takkede formanden for god ro og orden og vi gik til spisning.
Nyt blad – november 2024
På generalforsamlingen blev det besluttet, at vi skulle udgive færre fysiske blade. Derfor vil det nye grundejerforenings blad kun komme i en online udgave.
Høringssvar vedr. Lokalplan
Som omtalt i seneste blad har Brøndby Kommune arbejdet med en ny lokalplan der regulerer forhold omkring hegning, belægning og træer.
I har modtaget forslaget direkte fra Brøndby Kommune og alle har mulighed for at indsende kommentarer som en del af høringen. Forslaget kan også tilgås direkte her: https://brondby.viewer.dkplan.niras.dk/DKplan/DKplan.aspx?LokalplanId=232
I bestyrelsen er vi generelt ganske godt tilfredse med tiltaget, men har dog haft nogle enkelte bemærkninger som vi har tilsendt i vores svar.
I kan læse vores høringssvar her: Høringssvar
Vi er selvfølgelig klar over at alle i forening ikke nødvendigvis er enige med vores svar, men da en enig bestyrelse delte disse holdninger, syntes vi det var på sin plads med et fælles svar. Alle har dog mulighed for selv at indsende svar og kommentarer. Dette kan gøres indtil 15. september.
Kommentarer indsendes på tmf-byplan@brondby.dk.
Nye vedtægter og ordensreglement godkendt
På Generalforsamlingen d. 15. marts blev bestyrelsens forslag til vedtægtsændringer og justeret ordensreglement godkendt.
Vi kunne derfor sende dem videre til Brøndby Kommune for godkendelse. Det er nu også lykkedes at få deres godkendelse og de nye vedtægter samt ordensreglement er derfor nu officielt godkendt.
I finder dem her: https://www.bakkegaardvest.dk/vedtaegter/
Husk fortsat de generelle opmærksomhedspunkter som vi også gennemgik:
Lokalplanerne for området fastsætter de overordnet regler. Disse udarbejdes af kommunalbestyrelsen og er ikke noget vi kan bestemme at afvige, men man kan ansøge kommunen om dispensation. Vores område er dækket lokalplan 215 på den vestlige side og lokalplan 223 på den østlige side. Lokalplaner findes her: https://www.brondby.dk/borger/bolig-byggeri-og-planer/lokalplaner/
Ordensreglement og vedtægter i vores forening må ikke afvige fra lokalplaner men kan stramme og detaljere nogle af kravene. Disse fastsættes af generalforsamlingen.
Gælder os alle:
- Man skal rydde sne på sit fortov, hurtigst muligt efter snefald, og forebygge glat føre i tidsrummet 7-22
- Beskadigelser af fortov, kørebane eller rendesten, forårsaget af byggeri, kørsel, opgravning eller lignende, skal straks repareres af den grundejer der har givet anledning til skaden
- Ubebyggede arealer skal holdes i pæn stand og må ikke anvendes til oplagring, herunder af lastbiler, containere, lystfartøjer, ikke indregistreret biler eller lign.
- Der må parkeres én campingvogn på egen grund, hvis den afskærmes på fornuftig vis
Gælder øst for Ringvejen (Kirkebakken og Kirkeskellet)
- Mod vej, sti og fællesarealer skal hegn udformes som levende hegn og plantes 40 cm. Fra skel samt holdes så det ikke gror ud over fortovet
- Højbed, hegn eller andre forhøjninger skal etableres 40 cm. Fra fortov
Gælder vest for ringvejen (Folemarksvej, Muldager, Lerager og Vestager)
- Hække og anden beplantning skal opsættes 30 cm. Fra skel og man skal sikre at det ikke gror udover fortov
- Højbed, hegn eller andre forhøjninger skal etableres 30 cm. Fra fortov
Nyt fra Hovedstadens Letbane
Vi har modtaget nedenstående update omkring hvad der aktuelt sker i vores område.
I tillæg til dette har vi spurgt til status omkring Letbaneservitutten der skal tinglyses ejendommene på den vestlige side af Ringvejen.
Indhold og omfang af en letbaneservitut forventes at være afklaret lige inden sommerferien 2023. I efteråret påbegyndes ekspropriationsforretningerne for at tinglyse servitutten, men dette starter desværre nord for Glostrup og bevæger sig ned mod os, så det må forventes at der først sker noget i 2024.
***
Kære nabo til letbanen i Brøndby
Vores entreprenør Per Aarsleff A/S er i fuld gang med forberedelserne til letbanen i dit område. På strækningen gennem Brøndby skal letbanen køre i den vestlige side af Søndre Ringvej. I Brøndby Kommune bygger vi to letbanestationer, hhv. Kirkebjerg Station ved Park Allé og Brøndbyvester Station ved Vallensbækvej.
Status på arbejdet i dit område
På nuværende tidspunkt har vi afsluttet det meste arbejdet med at ombygge Ringvejen i den østlige side og vi har flyttet anlægsarbejdet til den vestlige side af vejen. Der skal vi blandt andet forberede letbanens linjeføring og lægge de betonelementer, som letbanens skinner skal monteres i. Under arbejdet i den vestlige side af vejen, vil trafikken blive omlagt til den østlige side.
Der er dog enkelte steder, hvor vi fortsat arbejder i den østlige side. Blandt andet på en mindre strækning nord for Park Allé. Her forventer vi at flytte arbejdet til den vestlige side i midten af april.
Derudover har vi fortsat lukket for tilkørselsrampen fra Søndre Ringvej ned mod Stationsparken. Rampen forventes genåbnet i begyndelsen af april 2023. Her er der i nordgående retning omkørsel for biler via Hovedvejen i Glostrup.
Vi har den 9. februar lukket desuden nedkørselsrampen fra Søndre Ringvej til Holbækmotorvejen mod København. Her skal vi arbejde med at etablere letbanens linjeføring i knap tre måneder og forventer, at vi kan åbne rampen igen i slutningen af april. Vi anbefaler bilister, der skal mod København, at køre ad Sydgårdsvej – Borgmester Kjeld Rasmussens Boulevard – Park Alle – og Avedøre Havnevej. Cyklister og fodgængere kan færdes via den dobbeltrettede cykel/gangsti i østlig side af Søndre Ringvej. Det vil stadig være muligt at anvende afkørslen fra motorvejen.
Få mere information
Vi sender nærmere information ud via vores elektroniske Infoservice, før de nye aktiviteter skal i gang i området. Man kan tilmelde sig Infoservice på dinletbane.dk/broendby. Hvis du har spørgsmål om letbanebyggeriet i området, er du altid velkommen til at kontakte os på e-mail info@dinletbane.dk eller tlf. 7242 4500.
Venlige hilsner
Hovedstadens Letbane