Home » Arkiv (Page 2)
Category Archives: Arkiv
Nyt fra Letbanen: Delvis spærring af Ringvejskrydset i Glostrup
![]() Delvis spærring af Ringvejskrydset i Glostrup Vi er fortsat i gang med den omfattende ombygning af Ringvejskrydset i Glostrup. Vi ombygger krydset for at få plads til letbanen, som skal køre midt på Ringvejen gennem det travle kryds med den øvrige trafik på begge sider. Vi er nu ved at lægge elementerne til letbanens spor på Ringvejen både nord og syd for krydset. Fra den 9. august tager vi hul på den sidste del af dette arbejde, da elementerne til letbanens spor skal etableres og forbindes inde midt i selve krydset, hvor Ringvejen og den kommende letbane krydser Hovedvejen. Arbejdet betyder, at det er nødvendigt at spærre for gennemkørsel for biltrafikken gennem krydset via Hovedvejen, både i øst- og vestlig retning i en periode på 12 uger. Endvidere vil der være spærret for alle venstresving i krydset. Cyklister og gående vil fortsat kunne krydse Ringvejen via Hovedvejen i begge retninger. Der vil fortsat være åbent for gennemkørsel for biltrafikken på Ringvejen i både nord- og sydlig retning gennem krydset samt mulighed for at foretage højresving i samtlige retninger. På vores hjemmeside kan du se et kort over arbejdsområderne i krydset. Hvad betyder det for dig som trafikant og nabo til byggeriet? I de 12 uger, hvor vi spærrer for gennemkørsel på Hovedvejen, skal vi udføre flere omfattende aktiviteter i krydset. Først skal vi lægge store tværgående betonafvandings-ledninger og nedlægge de gamle ledningsanlæg i krydset. Derefter skal vi forberede og udføre letbanesporet. Efter udførelsen af letbanesporet skal vi lave niveauopretning i hele krydset, for at udligne niveauforskelle i terrænet. Vi forventer, at der vil være almindeligt støjende arbejde fra maskiner, som du kender det fra det nuværende arbejde i krydset. Arbejdet vil blive udført på hverdage i tidsrummet kl. 7-22 samt i weekenden kl. 8-18 i henhold til Glostrup Kommunes forskrift om miljøhensyn ved anlæg af letbanen. Selve trafikafspærringerne forventes at blive opsat tidligt om morgenen mandag den 9. august 2021, og i den forbindelse kan der være støj og blink fra arbejdskøretøjer i de tidlige morgentimer. Sådan får du trafikinformation Forud for selve omlægningen bliver der opsat varslingstavler, der informerer bilister om de trafikale ændringer, som spærringen vil medføre. Der vil også blive opsat tydeligt markerede omkørselsruter. Vi anbefaler, at du planlægger din tur på trafikinfo.dk, inden du sætter dig bag rattet, så du kører udenom krydset i perioden, hvor spærringen finder sted. Du kan indtaste din daglige rute til og fra fx arbejde, så du løbende får trafikmeldinger på e-mail om vejarbejdet, der foregår på ruten. Derudover kan du via navigationssystemer få information om trafikken undervejs på din rute. Den delvise spærring af krydset vil ligeledes påvirke busserne i området. Hvis du rejser med bus, så er en god idé at tjekke dinoffentligetransport.dk eller rejseplanen.dk, inden du tager afsted. På vores hjemmeside, dinletbane.dk/trafik, har vi samlet overblikket over, hvor du kan finde information om den aktuelle trafiksituation, uanset om du er gående, cyklist, bilist eller rejser med kollektiv transport. Vi og vores entreprenør Per Aarsleff A/S beklager de gener, arbejdet giver dig, der bor og færdes i Ringvejskrydset. Hvis du har spørgsmål til byggeriet, er du velkommen til at kontakte Hovedstadens Letbane på e-mail info@dinletbane.dk eller tlf. 7242 4500. Venlige hilsner Hovedstadens Letbane ![]() |
Støjhegn
Grundejerforeningen Bakkegård Vest til medlemmer med baghave mod Ring III, samt ikke medlemmer på Kirkebakken og Kirkebjerg Alle med Baghave mod Ring III.
På et møde på forvaltningen for ca. en måned siden fik vi oplyst, at Letbaneselskabet ikke ville være klar med støttemuren før foråret 2022. Vi havde således ikke travlt.
Det har imidlertid ændret sig, og Letbaneselskabet vil gerne starte nu. Så nu har vi travlt. I hvert fald på den østlige side af Ring III. Forretningsudvalget – Claus Hoffmann, Carsten Enstrøm og John Brinch – har forstærket sig med Michael Duus. Duus er ved at indhente nogle tilbud, der tager udgangspunkt i den uddelte vejledning fra Rambøl og Brøndby Kommune. Kan også findes på kommunens hjemmeside.
Når tilbudene foreligger, så skriver vi til alle de berørte igen.
Byggeriet kommer til at foregå i etaper, og man starter med Kirkebakken 48 – 38. Næste etape bliver meldt ud, når det foreligger.
Forvaltningen har lovet at hjælpe med ansøgninger om dispensation fra højdekravet. Vi kan således gå op til 2,5 meter i højden. Ligeledes håber vi på oplysninger om, hvornår man starter på vestsiden af Ring III. Hvilke træer der vil blive krævet fældet, hvornår og af hvem. Så har beboerne på vestsiden et bedre beslutningsgrundlag.
Alle interesserede må gerne tilmelde sig til formanden straks. Også selv om man tidligere har tilmeldt sig. Og senest søndag den 16. maj 2021. Tilmeldingen er ikke bindende i første omgang, men vi skal bruge et ca. tal til forhandling om prisen. Jo flere jo billigere. Jo færre huller jo bedre støjhegn. Det vil i øvrigt blive besværligt og dyrere, hvis man efterfølgende vil tilmelde sig. Der bliver jo kun cykelsti, så et efterfølgende arbejde skal ske fra egen grund.
Afslutningsvis skal det bemærkes, at det er tilladeligt at bygge hegnet selv. Tilmeldingen bliver først bindende, når den enkelte skriver under på en godkendt pris med entreprenøren. Grundejerforeningen blander sig således ikke i det økonomisk, men hjælper alene til med det forhandlingsmæssige og praktiske forarbejde.
Vi håber, at I alle har lyst til at få en ordentlig/rigtig løsning fra start.
Med venlig hilsen
Arbejdsgruppen.
Claus Hoffmann, Folemarksvej 46, 2605 Brøndby. 4092-4270. Mail: chof@outlook.dk
Carsten Enstrøm, Kirkebakken 16, 2605 Brøndby. 3029-0702. Mail: carsten.enstroem@gmail.com
John Brinch, Kirkebakken 48, 2605 Brøndby. 4345-8455. Mail: brinch@youmail.dk
Michael Duus, Kirkebakken 44, 2605 Brøndby. 5221-4210. Mail: michaelduus@hotmail.com
Fra Brøndby kommune: Orienteringsbrev om vejledning til støjhegning
Kære grundejer og beboer
I forbindelse med etableringen af letbanen i 2025 vil vejbanen på Søndre Ringvej blive forrykket mod den østlige side af vejen. Mange af jer har som boligejere fået eksproprieret dele af jeres grunde og fået fjernet hegn ud mod vejen.
Brøndby Kommune har i den sammenhæng erfaret, at der er et konkret behov for vejledning i, hvad boligejerne selv kan og må gøre i forbindelse med opsætning af nyt støjhegn ud mod Søndre Ringvej. Kommunen har derfor udarbejdet en vejledning, der skal gøre det muligt at opsætte et støjhegn så nemt og overskueligt som muligt for boligejerne.
Denne vejledning ’Støjhegn langs letbanen’ blev godkendt af Teknik- og Miljøudvalgt den 20. januar 2021. Vejledningen skal i fremtiden danne grundlag for forvaltningens fastlæggelse af vilkår til støjhegning langs Søndre Ringvej.
Vejledningen ’Støjhegn langs letbanen’ er vedhæftet som bilag til dette brev, og den vil være tilgængelig på Brøndby Kommunes hjemmeside. Desuden har Brøndby Kommune trykt et antal eksemplarer, der bliver sendt ud til jer, der bor langs Søndre Ringvej og letbanen. Det vil også være muligt at få et eksemplar ved henvendelse på rådhuset.
Derudover vil Teknik- og Miljøforvaltningen afholde et online borgermøde på Facebook den 18. marts 2021 kl 17, hvor alle interesserede vil få en gennemgang af vejledningen.
Vi håber, at I vil tage godt i mod vejledningen, og at den vil være en god hjælp for jer, der gerne vil opføre et støjhegn. Hvis I har spørgsmål og andet, kan I skrive til mig på bhh@brondby.dk
Venlig hilsen
Birgitta Hjort Hansen
Byplanlægger
Nyt fra Letbanen: Vi bygger broer til letbanen over Holbækmotorvejen i Brøndby
Husk, at vi snart går i gang med støjende aktiviteter ved broen over Holbækmotorvejen, hvor vi skal opføre to nye letbanebroer af stål samt en cykelbro i den vestlige side af Søndre Ringvej.
Det mest støjende arbejde vil bestå i at lave fundamenter til broerne på begge sider af Holbækmotorvejen, hvor vi skal ramme betonpæle og spunsjern. Allerede i denne uge vil du opleve mere aktivitet i området, da vi udfører jordarbejde og forberedelser til, at de store maskiner ankommer i midten af måneden. Derefter går de mest støjende aktiviteter i gang og varer forventeligt frem til starten af maj 2021.
Følg byggeriet
På vores hjemmeside kan du følge byggeriet af broerne over Holbækmotorvejen og se, hvilke andre aktiviteter vi er i gang med i Brøndby Kommune.
Du kan også læse mere om letbanen i Brøndby og dens betydning for områderne langs Ring 3 samt se et kort over letbanens rute og de kommende stationer Brøndbyvester og Kirkebjerg.
Har du spørgsmål til byggeriet, er du altid velkommen til at kontakte os på e-mail info@dinletbane.dk eller tlf. 7242 4500.
Venlige hilsner
Hovedstadens Letbane