Vedr. den Vestlige side af Sdr. Ringvej

Hovedstadens Letbane (HL) er nu startet arbejdet i den vestlige side af Sdr. Ringvej. 6 parceller i Syd har fået eksproprieret grund, men alle øvrige har ikke hørt noget fra HL og vi får forståeligt nok en del spørgsmål om hvad der skal ske.
Vi ved at der skal tinglyses en servitut vedrørende beplantningens højde (for at sikre der ikke kan vælte noget ned på letbanens køreledning eller spor), men har indtil nu ikke kunne få mere konkret info om hvornår der sker noget.

I dag har vi så modtaget følgende tidsplan fra HL:

  • Det præcise indhold af servitutten (højde krav, afstand etc.) er fortsat ved at blive afklaret. Dette forventes afsluttet ultimo 2022.
  • Herefter skal indgreb på de enkelte ejendomme identificeres og der skal udarbejdes ekspropriationsmateriale. Dette forventes afsluttet ultimo 2023.
  • Selve ekspropriationsforretningerne gennemføres fra slut 2023 og ind i 2024.
    1 måned før indkaldes man og modtager materiale.

For at tinglyse en servitut skal der gennemføres ekspropriationer hos alle, da man skal erstattes for den rådighedsindskrænkelse ejendommen pålægges. De der samtidig har eksisterende beplantning som strider mod servitutten, modtager også erstatning for dette, ligesom det som udgangspunkt er HL der fjerner dette.
Men alt dette sker altså tidligt sidst i 2023 og forventeligt først i starten af 2024. Indtil da kan HL anlægge fortov, cykelsti, letbane spor osv. Uden indgriben på de enkelte grunde.

Har man ikke planer om at skulle have nyt hegn eller beplantning mod Sdr. Ringvej, så betyder det ikke det store. Bare afvent til I hører nærmere fra HL.
Men for de parcelejere der går og tænker på at få et nyt hegn betyder det at man har følgende to muligheder:

  1. Undlade at gøre noget nu, beholde eksisterende hegn/beplantning (hvis det står indenfor skel) og afvente ekspropriationen i 2024. Herefter kan man opføre nyt hegn på samme vilkår som nu.
  2. Allerede nu opføre nyt hegn jf. gældende regler. I det tilfælde er man nødt til at fjerne beplantning/hegn som står der nu. I tilfælde af at beplantning har en højde som ville betyde man i 2024 fik erstatning, så mister man den mulighed ved at fjerne det nu.

Har man høj beplantning som står der hvor et hegn skal opføres, så skal man altså overveje om man hellere vil vente og få erstatningen for det, eller om det er vigtigere at få et hegn hurtigst muligt.
Har man ikke noget høj beplantning i vejen for et hegn, så er det underordnet hvornår man gør det.
Ulempen her er selvfølgelig at vi endnu ikke ved hvad ”høj” vil sige i eksakte tal. Men i hvert fald en højde som kan vælte fra ens grund, hen over fortov og cykelsti.

Vi håber ovenstående gav lidt indsigt i hvad der skal ske, selvom det desværre primært er en information om at det hele tager ufatteligt lang tid.
Kontakt os endelig hvis det giver anledning til spørgsmål.

På vegne af bestyrelsen,
Michael Duus

Nyhedsbrev fra bestyrelsen

Kære alle

Inden sommeren sætter ind, følger herunder en opdatering på de forskellige ting der arbejdes med i Bestyrelsen.

Letbane: Afleveringsforretninger på den østlige side
Hovedstadens Letbane er færdig med at arbejde på alle ejendomme og alle råder over deres grunde. Men der udestår stadig den endelige afleveringsforretning. Der har været forskellige datoer for hvornår det skulle være sket, men fælles for alle er at vi er flere måneder overskredet.
Vi rykker jævnligt og har for nyligt også eskaleret til ekspropriationskommissionen, som også har påpeget overfor Hovedstadens Letbane at det skal ske hurtigst muligt.
Når vi kender tidspunktet, vil vi sørge for at lave et skriv til alle om hvad man skal være opmærksomme på ifht. slut erstatning osv.

Letbaneservitut på den vestlige side
Bortset fra de sydligste grunde som har afstået grund, så skal ejendomme herovre ikke afgive grund. Men alle ejendomme skal have tinglyst en servitut der stiller krav til beplantningens højde. I den forbindelse skal der udmåles erstatning og aftales nedskæring. Sidste år regnede de med at det ville ske dette forår, men de ved endnu ikke noget om hvornår de er klar til at gennemføre det eller til at oplyse om omfanget af servitutten.
Vi rykker jævnligt og giver besked straks vi ved noget.

Når de enkelte grunde kender omfanget af beskæring, så vil vi ligesom på den østlige side, undersøge interessen for et hegn i fællesskab.
Man har jo samme tilladelse som på den østlige side til at bygge i 2,5 meter, hvis man følger kommunens ”designmanual”. Det kan man selvfølgelig også udnytte nu hvis man ønsker, men vi tror at det er nemmere for folk at forholde sig til, når de ved hvilken beplantning de mister.

Grundarealer på den østlige side
Da der blev gennemført ekspropriation i 2019, blev alle grundejere kompenseret for grundskyld for resterende 2019 og 2020. Dette for at Brøndby Kommune havde 1,5 år til at rette grundstørrelserne i BBR, således at skattebilletten ville være korrekt fra 1. januar 2021.
I juli 2019 fik Brøndby Kommune det nødvendige materiale fra ekspropriationskommissionen, men desværre var der ingen der gjorde noget ved det. Hele 2021 og start 2022 forsøgte de at finde ud af hvem der burde have gjort noget med det. Vi måtte i marts sende sagen til borgmesteren.
I april fik vi svar om at de nu – 2 år og 8 måneder for sent – havde afleveret arealændringerne til vurderingsstyrelsen. Dog kan de endnu ikke fortælle hvornår ejendomsskatten justeres fra.

På et møde for et par måneder siden lovede Brøndby Kommune at de ville orientere berørte grundejere direkte om situationen og hvordan man skulle forholde sig til de regninger man betaler på forkert grundlag. Det har de dog endnu ikke gjort. Vi rykker dem for det, men der ser desværre ikke ud til at ske det store og vi får ikke længere svar fra dem.

Fjernvarmeprojektet
Vi er nok en del der lige skulle sidde ned, før vi turde åbne den seneste regning fra gasselskabet. Det er nogle voldsomme priser og mange er, forståeligt nok, interesseret i hvornår fjernvarme bliver en mulighed eller om man skal overveje helt andre alternativer.
Da de 50 % tilkendegivelser blev opnået gik Brøndby Fjernvarme i gang. Men det første der skal ske, er at man projicerer hele projektet, så skal det i EU-udbud og derefter har man en konkret plan og kan gå i gang med at lave leveringsaftaler med ejendomme. Før dette kan man heller ikke sige noget om tidsplan eller hvor man starter.
Brøndby Fjernvarme har lovet at dele information så snart de ved noget mere konkret. Også bare om hvornår de kommer til at vide noget om tidsplan. Men for nu kan vi desværre ikke sige det store.

Eventdag/Sommerfest 13. august
Der er fuld gang i planlægningen af en rigtig hyggelig dag for os alle. Der skal være aktiviteter, sjov, spas og god mad. Vi har ikke kunne holde den slags i flere år nu – så den skal have lov at få hele armen!
I kan forvente invitationer og tilmeldingsblanketter i jeres postkasse slut juli. Men husk at reservere dagen. Vi håber at se så mange af jer så muligt!

Med ønske om en rigtig god sommer.

På vegne af Bestyrelsen,
Michael Duus

Nyt fra Letbanen: Vi lukker midlertidigt gangtunnelen under Søndre Ringvej mellem Kirkebjerg Allé og Folemarksvej

       
  Vi er i gang med anlægsarbejde ved gangtunnelen, der løber under Søndre Ringvej mellem Kirkebjerg Allé og Folemarksvej i Brøndby Kommune. Vi skal forlænge og ombygge tunnelen for at gøre plads til den kommende letbane på Søndre Ringvej. 

Det er desværre nødvendigt at lukke tunnelen, mens vi udfører arbejdet. Vi forventer, at tunnelen vil være lukket i perioden fra midten af august 2021 og frem til sommer 2022. 

Ændrede trafikforhold
Vi etablerer en midlertidig lysreguleret fodgængerovergang på Søndre Ringvej lige nord for gangtunnelen, så du kan komme sikkert over vejen, mens vi arbejder i tunnelen. Følg skiltningen i området og overhold venligst afspærringerne, så vi passer på byggearbejderne og på dig, mens vi bygger.  

Hvad skal der ske?
I første omgang skal vi etablere en midlertidig spunsvæg langs Søndre Ringvej på den østlige side af vejen. Arbejdet vil bestå i at vibrere spunsjern i jorden, som vil være med til at sikre byggeriet, mens vi laver en forlængelse af gangtunnelen. Efterfølgende skal vi udføre nedrivningsarbejde og støbe forlængelsen af tunnelen i beton.
 
Vi forventer, at arbejdet med etablering af spunsvæggen starter i uge 35 og varer cirka en uge. Arbejdet med etablering af spunsvæggen er en del af det særligt støjende arbejde og vil blive udført i begrænset arbejdstid på hverdage mellem kl. 8 – 16. Det øvrige støjende arbejde bliver udført på hverdage i tidsrummet kl. 7-18. 

Arbejdet med spunsvæggen kan udover støj også medføre vibrationer, og hvis du er tæt nabo til byggeriet, varsler vi dig med brev eller opslag, inden arbejdet starter.

Vi forventer, at ombygningen af gangtunnelen varer frem til sommer 2022. 

Vi og vores entreprenør Per Aarsleff A/S beklager de gener, arbejdet kan medføre. 

Sådan får du information om anlægsarbejdet 
På vores hjemmeside www.dinletbane.dk/broendby kan du følge byggeriet i Brøndby. 

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på e-mail info@dinletbane.dk eller tlf. 7242 4500. 

Venlige hilsner 
Hovedstadens Letbane  

Nyt fra Letbanen: Delvis spærring af Ringvejskrydset i Glostrup

       

Delvis spærring af Ringvejskrydset i Glostrup   Vi er fortsat i gang med den omfattende ombygning af Ringvejskrydset i Glostrup. Vi ombygger krydset for at få plads til letbanen, som skal køre midt på Ringvejen gennem det travle kryds med den øvrige trafik på begge sider.

Vi er nu ved at lægge elementerne til letbanens spor på Ringvejen både nord og syd for krydset. Fra den 9. august tager vi hul på den sidste del af dette arbejde, da elementerne til letbanens spor skal etableres og forbindes inde midt i selve krydset, hvor Ringvejen og den kommende letbane krydser Hovedvejen.

Arbejdet betyder, at det er nødvendigt at spærre for gennemkørsel for biltrafikken gennem krydset via Hovedvejen, både i øst- og vestlig retning i en periode på 12 uger. Endvidere vil der være spærret for alle venstresving i krydset. Cyklister og gående vil fortsat kunne krydse Ringvejen via Hovedvejen i begge retninger. 

Der vil fortsat være åbent for gennemkørsel for biltrafikken på Ringvejen i både nord- og sydlig retning gennem krydset samt mulighed for at foretage højresving i samtlige retninger. På vores hjemmeside kan du se et kort over arbejdsområderne i krydset

Hvad betyder det for dig som trafikant og nabo til byggeriet?
I de 12 uger, hvor vi spærrer for gennemkørsel på Hovedvejen, skal vi udføre flere omfattende aktiviteter i krydset. Først skal vi lægge store tværgående betonafvandings-ledninger og nedlægge de gamle ledningsanlæg i krydset. Derefter skal vi forberede og udføre letbanesporet. Efter udførelsen af letbanesporet skal vi lave niveauopretning i hele krydset, for at udligne niveauforskelle i terrænet.
 
Vi forventer, at der vil være almindeligt støjende arbejde fra maskiner, som du kender det fra det nuværende arbejde i krydset. Arbejdet vil blive udført på hverdage i tidsrummet kl. 7-22 samt i weekenden kl. 8-18 i henhold til Glostrup Kommunes forskrift om miljøhensyn ved anlæg af letbanen.

Selve trafikafspærringerne forventes at blive opsat tidligt om morgenen mandag den 9. august 2021, og i den forbindelse kan der være støj og blink fra arbejdskøretøjer i de tidlige morgentimer. 

Sådan får du trafikinformation 
Forud for selve omlægningen bliver der opsat varslingstavler, der informerer bilister om de trafikale ændringer, som spærringen vil medføre. Der vil også blive opsat tydeligt markerede omkørselsruter.
 
Vi anbefaler, at du planlægger din tur på trafikinfo.dk, inden du sætter dig bag rattet, så du kører udenom krydset i perioden, hvor spærringen finder sted. Du kan indtaste din daglige rute til og fra fx arbejde, så du løbende får trafikmeldinger på e-mail om vejarbejdet, der foregår på ruten. Derudover kan du via navigationssystemer få information om trafikken undervejs på din rute.

Den delvise spærring af krydset vil ligeledes påvirke busserne i området. Hvis du rejser med bus, så er en god idé at tjekke dinoffentligetransport.dk eller rejseplanen.dk, inden du tager afsted.

På vores hjemmeside, dinletbane.dk/trafik, har vi samlet overblikket over, hvor du kan finde information om den aktuelle trafiksituation, uanset om du er gående, cyklist, bilist eller rejser med kollektiv transport.

Vi og vores entreprenør Per Aarsleff A/S beklager de gener, arbejdet giver dig, der bor og færdes i Ringvejskrydset.

Hvis du har spørgsmål til byggeriet, er du velkommen til at kontakte Hovedstadens Letbane på e-mail info@dinletbane.dk eller tlf. 7242 4500.

Venlige hilsner 

Hovedstadens Letbane      

Brev om støjhegn fra Arbejdsgruppen